onsdag den 13. juli 2011

En base, der holder

"Min make-up skal holde så godt, at jeg ikke behøver at have andet end en lipgloss med i tasken til at friske op i dagens løb."

Dette har været min målsætning i jagten på god make-up, som er så let og hurtig at lægge, som muligt. Dog vil jeg hellere ofre et par minutter ekstra om morgenen, for at være sikker på at jeg ikke behøver at tænke mere på dét i dagens løb.

Min dagligdag er nemlig, som så mange andres, ikke rigtig indrettet så der er tid og opmærksomhed til at checke og rette op på make-uppen i dagens og aftenens løb. Når man, som jeg, lever i en mirakuløs kombination af et aktivt familieliv, et job med mange møder rundt omkring i byen i dagens løb, sociale arrangementer, og lidt rejser ind i mellem, er det ikke altid at der levnes hverken mentalt eller fysisk overskud til at forholde sig til hvorvidt der skal pudres en ekstra gang eller om mascaraen løber.

Samtidig er jeg tilhænger af, at man skal se ordentlig ud til enhver tid - det har jeg det selv bedst med, og man ved aldrig hvad dagen og aftenen byder på, og så er det altså meget irriterende at stå i den forkerte situation med et look, man ikke selv er tilfreds med. Så ja, jeg erkender at jeg er typen, der nærmest ikke kan gå i supermarkedet lørdag formiddag, før jeg har været igennem min mininums-skønhedsrutine. Dette er - naturligt nok - engang imellem til stor irritation for min mand, som på en eller anden måde formår at se toplækker ud efter at han nærmest bare løber igennem bruseren på 3 minutter. Men sådan er det nu engang, og de fleste mænd værdsætter nu nok inderst inde at vi kvinder gør lidt ud af os selv.

Tilbage til det med make-uppen. Jeg er vild med at prøve nye, spændende produkter af, men der tegner sig dog nogle klassikere, som jeg har en tendens til at vende tilbage til, fordi jeg ved at de fungerer for mig:

Grundlaget skaber jeg ved at dække diverse småskavanker, såsom mørke rander under øjnene, med min uundværlige Select Moisturecover fra MAC. Brug så tyndt et lag som muligt og kun hvor det er nødvendigt.

Følg op med den fantastiske mineralske foundation (SPF15) fra BareMinerals, som arbejdes ind i huden med en god børste. Børsten er sindssygt vigtig - her må man bare ikke spare, så bliver det aldrig godt! Køb fx en af BareMinerals eller MACs gode børster, og sørg for at vaske den (med shampoo) og køb en ny, når den begynder at fælde. Det med børsterne gælder også til din blush og øjenmake-up.

Hvis du synes det er nødvendigt med lidt solskinsglød, kan du supplere med *en smule* af BareMinerals Faux Tan, men pas på med den, det kan hurtigt blive for meget. Jeg plejer at bruge samme børste, som til min foundation til denne, så bliver det også fint blandet og ikke så drastisk farvemæssigt.

Markér til sidst dine kindben med en blush i en frisk farve, og giv også næseryggen et lillebitte strejf af den. Jeg er glad for farven Giddy Pink fra BareMinerals, men der er du nødt til at prøve dig frem og finde en der passer til dine naturlige farver.

Sidste tip: På de dage, hvor der skal gøres noget ekstra ud af det, supplerer jeg med foundation fra den legendariske skønhedsdronning Estée Lauder. Det er måske ikke det mest trendy mærke, men helt ærligt, så synes jeg faktisk ikke der er nogen, der kan slå deres liquid foundation linie. Du bør forhøre dig om hvilken foundation, der passer bedst til din hudtype, men jeg bruger Double Wear Stay in Place (navnet siger sådan set alt), som under ingen omstændigheder løber nogen steder og ikke smitter af overhovedet - og så dækker den alt. Det er på ingen måde nødvendigt med dette ekstra "lag" mellem concealer og mineral foundation, men hvis du er enten meget træt eller skal være meget festlig, er det virkelig effektivt.

Nu har du en rigtig god base, som holder hele dagen og natten med for den sags skyld, og du er klar til at tilføje øjenmake-up og lipgloss. Jeg har også mine klare favoritter indenfor de områder, men dem afslører jeg først en anden dag - du kan dog smugkigge lidt på min nye top 5 produktliste her på bloggen, hvor jeg løbende opdaterer mine foretrukne produkter.

Måske tænker du, at det da vist bliver alt for dyrt at anskaffe alle disse produkter, men fortvivl ikke, der er mange penge at spare, hvis du køber dem på nettet. For tiden handler jeg mest på www.lookfantastic.com eller på www.beautybay.com, som begge har et godt udvalg og sender varerne hurtigt. På lookfantastic er det endda netop blevet fragtfrit, også til Danmark. Jeg har desværre stadig ikke fundet et godt sted at købe mine MAC-produkter, så hvis du har fundet dem online, så skriv det endelig i kommentarfeltet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar